Passionen er det vigtigste, vi har.

Kvadrat

Passionen er det vigtigste, vi har.

Hvert år hyldes de mest succesfulde, visionære og værdiskabende iværksættere med prisen som EY Entrepreneur Of The Year. I efteråret var det Ebeltoft-virksomheden Kvadrat, der, som en af verdens førende inden for designtekstiler, vandt den ærefulde titel – og som dermed får lov at repræsentere Danmark ved EY World Entrepreneur Of The Year i Monaco. Vi har mødt direktør og medejer Anders Byriel til en snak om generationsskifte, om store ambitioner og om en stærk passion for design, kunst og arkitektur, som når ud i alle kroge af organisationen.

Anders, tillykke med titlen som Entrepreneur Of The Year. Fortæl os lidt om, hvilke grundlæggende værdier, Kvadrat bygger på.

Anders Byriel

Anders, tillykke med titlen som Entrepreneur Of The Year. Fortæl os lidt om, hvilke grundlæggende værdier, Kvadrat bygger på.

Vi er meget optagede af at lede virksomheden på den bedst mulige måde. Lige nu omsætter vi for 1,7 milliarder kroner, men vi leder virksomheden, som var den tre gange større. Vi har nogle ambitioner, som måske mere kendetegner en større virksomhed, fordi det kræver noget momentum, som en virksomhed på vores størrelse på papiret ikke har. Eksempelvis har vi vores High Potential program. Det er et talentprogram, som vi indtil videre har haft 50 medarbejdere igennem, og den slags programmer er måske lidt usædvanlige for en virksomhed på vores størrelse. Men det er en professionel og akademisk ambition om at gøre tingene på den bedst mulige måde. På min fars kontor stod der på væggen: “De sprang over, hvor gærdet var højest.” Så dén måde at gøre tingene på har faktisk altid karakteriseret virksomheden. Det hænger sammen med vores ekstremt stærke virksomhedskultur. Arkitektur, design og kunst udgør naturligvis kernen i den kreative kultur, som er den bærende hos os, men samtidig tror vi på, at den kreative kultur er nødt til at gennemsyre hele virksomhedens organisation og ikke blot leve hos vores designere eller i kommunikationen. Når vi er mere end 800 mennesker, der alle er stærkt passionerede omkring det, vi laver, giver det et kæmpe boost, som vores kunder kan mærke. På den måde får vi nogle kunder, som helt automatisk bliver enormt engageret i os. Senest tog vi i efteråret hele virksomheden med på inspirationstur, hvor vi blandt andet så nye bygninger af Dorte Mandrup, Olafur Eliasson og Bjarke Ingels’ tegnestue, BIG. Her var alle med.  

Det lyder spændende – men også lidt utraditionelt?

Kvadrat

Det lyder spændende – men også lidt utraditionelt?

Ja, men det er et tilbud, der gælder alle medarbejdere. På den måde er interessen for de ting her ikke noget, der blot lever hos nogle få mennesker i organisationen. Tiltrækker Kvadrat en særlig type medarbejdere? Det tror jeg. Det er nok svært at være hos os, hvis man ikke har en eller anden grad af kreativ eller kunstnerisk passion. Vi har rigtig mange ildsjæle, som er villige til at gå den ekstra mil – og det var måske noget af det, der var medvirkende til, at vi vandt titlen som Entrepreneur Of The Year.  

Kvadrat blev stiftet af din far, Poul Byriel, og Erling Rasmussen, og i mange år var virksomheden familieejet, før den blev solgt til en udenlandsk aktør for en del år siden. Kort efter købte I den tilbage igen – hvorfor?

Kvadrat

Kvadrat blev stiftet af din far, Poul Byriel, og Erling Rasmussen, og i mange år var virksomheden familieejet, før den blev solgt til en udenlandsk aktør for en del år siden. Kort efter købte I den tilbage igen – hvorfor?

Man havde faktisk ikke forestillet sig, at næste generation skulle være en del af virksomheden, og derfor solgte man. Men det er ingen hemmelighed, at salget var et antiklimaks for de to familier. Pludselig stod der et stort tocifret millionbeløb på en konto – og hvad så? Dén situation tror jeg, at mange andre, der sælger en virksomhed, også oplever. Kvadrat var jo blevet en stor del af familiernes liv og identitet. Så da virksomheden blev sat til salg igen efter kun ni måneder, besluttede man at købe den tilbage.

Kvadrat blev stiftet i 1968 og er efterhånden en gammel virksomhed. Hvad vil du mene, at I har gjort anderledes i forhold til første generation?

Kvadrat

Kvadrat blev stiftet i 1968 og er efterhånden en gammel virksomhed. Hvad vil du mene, at I har gjort anderledes i forhold til første generation?

Hvis man går med en drøm om at være selvstændig, så er det en fantastisk mulighed at starte med en etableret virksomhed med 70 ansatte, for dét tager jo nemt de første 10-20 år at opnå. Vores drøm var at genopfinde virksomheden, og det var egentlig dét, vi gjorde. Vi havde selvfølgelig nogle stærke værdier med, for vi lå i et smukt hus, og vi havde nogle dygtige og dedikerede medarbejdere, men vi ændrede nok også virksomheden til at blive meget fokuseret på arkitekturen og på at blive europæisk og på længere sigt global. Vi bevægede os fra at være en dansk virksomhed med en dansk designtradition til at blive en mere kosmopolitisk og internationalt orienteret virksomhed. Men midt i alt dette handler det også om at huske på, hvor man kommer fra. Min far forlod skolen i syvende klasse og har stået i lære i en meget berømt møbelbutik i Aarhus. Han har lært sig selv at tale flere fremmedsprog – han har sådan set lært sig selv alt. På den måde kan du sige, at hans rejse måske er større end den rejse, jeg selv har været på. Det har været en meget harmonisk overgang, for det er stadig de oprindelige værdier, vi bygger på. Men der er sket meget de sidste 10 år. Vi er blevet tre gange større, og vi er på vej til at blive markedsledende på tre kontinenter.

Hvordan formår man at vokse så meget på så kort tid uden at gå på kompromis med virksomhedens kultur og sjæl?

Kvadrat

Hvordan formår man at vokse så meget på så kort tid uden at gå på kompromis med virksomhedens kultur og sjæl?

Kreativt er det egentlig ikke så vanskeligt at vokse, for når man får flere ressourcer, kan man åbne flere lokationer og bygge større og bredere designteams. Så vi har kunnet bygge en større kreativ kraft og har nu de vildeste kreative teams med hver deres forskellige fokusområder. Men at skalere kulturen – dét er straks sværere. Og travlheden har været hård. Førhen havde jeg ret godt styr på, hvem folk i organisationen var – men det er lidt sværere nu, hvor vi snart runder 900 medarbejdere. At det alligevel har kunnet ladet sig gøre skyldes forskellige tiltag. Vi har eksempelvis vores eget sociale digitale netværk, hvor vi bruger teknologien til at få kulturen til at hænge sammen på tværs af organisationen. Men vi har også en fordel ude i verden. Danskere og skandinaver anses som værende meget progressive, og vores måde at leve på er et forbillede for mange mennesker. Vi lever mere bæredygtigt og har en lighedskultur, som man godt kan lide i resten af verden. Derfor tiltrækker vi netop de selvstændige mennesker, som er tiltrukket af den her kultur, og som hjælper med til at bevare og udvikle den.

Kommer Kvadrat til at gå videre til næste generation?

Kommer Kvadrat til at gå videre til næste generation?

Det er bestemt vores intention at forsøge at gøre det. Sidste gang gik det jo godt. Men det er et åbent spørgsmål. Lige nu har vi jo i hvert fald 10 år endnu med den nuværende ledelse, så det er heldigvis ikke en beslutning, der haster...

Om Kvadrat

Om Kvadrat

Ebeltoft-virksomheden Kvadrat blev stiftet i 1968 af Poul Byriel og Erling Rasmussen og er i dag blandt verdens førende inden for udvikling og produktion af tekstildesign i høj kvalitet. I begyndelsen af halvfemserne overtog en svensk investeringsfond den familieejede virksomhed, som dog allerede ni måneder senere kom tilbage på familiernes hænder. I 1993 indledtes et generationsskifte, hvor den dengang blot 26-årige jurauddannede Anders Byriel blev kørt i stilling til at indtage posten som administrerende direktør. Siden da har Kvadrat udviklet sig fra at være en virksomhed med 70 ansatte og en årlig omsætning på 110 millioner kroner til at blive en global markedsleder inden for design, arkitektur og kunst med 35 datterselskaber, tæt på 900 medarbejdere og en årlig omsætning på 1,7 milliarder kroner. Kvadrat afsætter blandt andet til møbelindustrien, nybyggerier og virksomhedsindretning og er årligt involveret i mere end 4.000 arkitektoniske projekter. Produkterne findes i alt fra operasale og hoteller til biler og tog. Lidenskaben for farver, kvalitet, enkelthed, innovation og design kan eksempelvis opleves på Gherkin i London, Museum of Modern Art i New York, Walt Disney Concert Hall i Los Angeles, Den Norske Opera og Ballett i Oslo, den tyske Reichstag i Berlin, Guggenheim Museum i Bilbao, Operaen i København og Guangzhou Opera House i Kina. Kvadrat vandt i efteråret 2019 den danske runde af EY Entrepreneur Of
The Year, som er en global hyldest til erhvervslivets dygtigste og mest innovative vækstskabere. Mercedes-Benz Danmark har siden 2017 været blandt samarbejdspartnerne på den nationale kåring, og Kvadrat skal nu repræsentere Danmark i verdensfinalen, som afvikles i Monaco til juni.