Formel 1 ingeniører fra Mercedes-AMG og University College London udvikler respirator på rekordtid.

Formel 1

Formel 1 ingeniører fra Mercedes-AMG og University College London udvikler respirator på rekordtid.

Racerbanerne ligger øde hen, tribunerne er tomme, og Formel 1 bilerne er parkeret i garagen. Alligevel har ingeniørerne bag Formel 1 teamet Mercedes-AMG Petronas Formula One Team haft travlt. I samarbejde med University College London er det nemlig lykkedes at udvikle en respirator, som hurtigt kan produceres i stort antal, og som kan hjælpe med at aflaste det hårdt pressede engelske sundhedssystem.

Formel 1

Sundhedspersonaler arbejder lige nu på højtryk på hospitaler verden rundt, og som i mange andre lande er respiratorer blevet en mangelvare i det pressede engelske sundhedssystem. Men nu har ingeniører fra Mercedes-AMG High Performance Powertrains – som fra deres base i Brixworth normalt producerer motorerne til Lewis Hamilton og Valtteri Bottas’ Formel 1 biler – på rekordtid udviklet en respirator, der skal komme det hårdt trængte sygehusvæsen til hjælp.

Formel 1

Respiratoren med navnet UCL-Ventura kan produceres i stort antal på kort tid og skal bruges til COVID-19-patienter med lungeinfektioner i de tilfælde, hvor iltmaske ikke er nok.

Det utraditionelle samarbejde mellem Formel 1 ingeniørerne, deres kolleger på University College London og sundhedsmyndighederne er gået over al forventning. Fra udviklingsarbejdet gik i gang, til det første eksemplar stod klar, gik nemlig under 100 timer – en præstation, som ifølge professor Rebecca Shipley fra UCL Institute of Healthcare Engineering ville være umulig at forestille sig under normale omstændigheder.

Formel 1

Den nyeste version af respiratoren, som bruger 70 procent mindre ilt end første version, er netop blevet godkendt af de engelske sundhedsmyndigheder. Samtidig er tegningerne til UCL-Ventura blevet offentliggjort, så en lang række produktionsvirksomheder får mulighed for at bidrage til at øge produktionen af de livreddende apparater.