Begyndelsen på løsningen

Den ny Mercedes-Benz EQC er ikke bare en bil med elektrisk drivline,” sagde Britta Seeger, medlem af bestyrelsen for Daimler AG og salgs- ansvarlig for Mercedes-Benz, i forbindelse med presselanceringen af fabrikkens nye elbil i Oslo. “Den kombinerer mærkets klassiske dyder som kvalitet, sikkerhed og komfort. Dens progressive design, unikke køreoplevelse og en rækkevidde, som opfylder behovet for de fleste bilejeres daglige kørsel understreger, at EQC er elbilernes sande Mercedes.

Det viser den også med sine tjenester – fra optimeret navigation, som planlægger din kørsel ud fra forbrug og opladningsmuligheder undervejs, til intelligent styring af selve opladningen. Alt dette samles under overskriften ‘Electric Intelligence’, en mobilitetspakke, som rækker langt ud over selve bilen.” 

Den har været længe ventet, men som den står og venter på os ved en af de mange ladestandere i Gardemoen-lufthavnen i Oslo, er den pludselig lige så virkelig, som den tid, vi lever i. En tid med mere fokus på klimaet end nogensinde. Og en tid, hvor stadigt flere forsøger at gøre en forskel for miljøet.

 

Elbilen kan, sammen med en afgørende omstilling til grøn energi som vindkraft og solenergi, være med til at løse en del af de klimaudfordringer, som hele verden staår overfor. Men ikke før nu har de store bilproducenter haft teknologien til at præsentere fuldt elektrisk drevne biler, som både kvalitetsmæssigt og funktionalitetsmæssigt kan opfylde forbrugerens krav til effektiv, sikker og ubesværet daglig individuel mobilitet. EQC er Daimlers første bud på en ren elbil, og flere andre modeller vil følge. Allerede inden 2022 vil der være syv selvstændige modeller i EQ familien.

Begyndelsen på løsningen

At man har valgt Oslo som stedet, hvor verdenspressen får lov at opleve den første køretur i EQC, er ingen tilfældighed. Norge er det land i verden, hvor der sælges suverænt flest elbiler per indbygger, og længere mod vest, ovre i Bergen, findes der flere elbiler end i hele London og New York tilsammen.

Det norske eksempel bruges i klimadebatter verden rundt, hvor det imidlertid også står klart, at en så kraftig omstilling kræver en politisk indsats samt en naturlig motivation for forbrugerne – altså dem, som skal køre bilerne og bruge dem i hverdagen. Det skal være nemt at anvende en elbil, akkurat som vi kender det fra en benzin- eller dieselbil.

Og netop på dét punkt synes EQC allerede ved første møde at leve op til forventningerne. Den er nemlig ret ukompliceret at køre. Tryk på startknappen, sæt den i Drive – og tril afsted. Der er forskellige køreprogrammer, fuldstændig som du kender det fra din C-Klasse. Fra Sport over Comfort til Eco, før du lander i MR (for Maximum Range), som er funktionen, der hjælper dig sikkert frem til en ladestation med så lavt et elforbrug som muligt.  

Undervejs gennem programmerne bliver bilen mere komfortabel, men samtidig også mere effektiv i genanvendelse af energi. Skiftepadlerne bag rattet bruges ikke, som de ellers plejer, til at skifte gear – for der er nemlig kun ét gear i en EQC. Derimod anvendes de til at øge, hvor kraftig regenereringen af energi er, når du slipper speederen – og her kan du næsten sammenligne det med Formel 1, hvor Lewis Hamilton og Valtteri Bottas en gang imellem bliver bedt om at ’fuel save’. Jo kraftigere indstilling, jo mere strøm regenerer bilen, når du slipper speederen. En anderledes fornemmelse til at begynde med, men efter lidt tilvænning går der næsten sport i det.


Det lykkedes os således at køre adskillige kilometer uden at tære på strømniveauet i batteriet, hvilket i praksis betyder, at du ved at omlægge kørestilen faktisk kan forlænge rækkevidden, mens du kører. Fagre nye verden.


Modellens fulde navn er EQC 400 4MATIC. EQ fordi den som sagt tilhører den nye, elektrificerede familie fra Mercedes-Benz. C fordi den i kraft af sin størrelse á la GLC tilhører C-Klasse segmentet. 400 som et udtryk for rækkevidden på lidt over 400 kilometer, og 4MATIC fordi den trækker på alle fire hjul. Så fik vi dét på plads.


Lad os så kigge lidt på den: Den ligner utvivlsomt en Mercedes-Benz med chefdesigner Gorden Wagener karakteristiske og bløde designkoncept, Sensual Purity, men EQC bærer samtidig de dér detaljer, som får den til at skille sig ud fra de modeller, vi allerede kender. Som LED-striben, der forbinder wrap-around-forlygterne tværs hen over frontgrillen og tilføjer det hele lidt magi. I kabinen kender du interiøret med de fritstående skærme fra A-Klassen, og EQC kommer ligeledes som standard med det intelligente MBUX infotainmentsystem, som tilpasser sig føreren og reagerer på din stemme. Sig ‘Hey, Mercedes’, og den afventer din kommando, hvad enten du vil høre rockmusik eller skrue op for temperaturen.

Og så til det tekniske: EQC kommer med et 80 kWh-batteri, og da kWh (kilowattimer) kort forklaret er et udtryk for, hvor meget brændstof (i form at strøm) du har i tanken (i form af batteriet) er det som altid op til din kørestil at bestemme, hvor mange kilometer, du kan køre på en fuld opladning – hvilket måles i kWh per 100 kilometer.

 

EQC er opgivet til et forbrug på 22,7 kWh per 100 kilometer, og eftersom du, som beskrevet tidligere, har mulighed for at forvandle rulleenergien til ny strøm, mens du kører, er det muligt at køre helt op til 417 kilometer på en fuld opladning. Som med de traditionelle biler gælder det rent ud sagt om at tage den med ro og ikke konstant bruge løs af bilens mange kræfter (selv om det frister, for EQC yder solide 408 hestekræfter), hvis du vil nå det laveste forbrug. Men på vores køretur rundt i de norske landskaber omkring Oslo nåede vi alligevel en flot rækkevidde, ikke mindst på grund af muligheden for at skabe ny strøm undervejs.
 

I en kombination af frisk og afdæmpet kørsel på alt fra snoede bjergveje og motorveje, var der stadig strøm på batteriet, da vi havde krydset 300 kilometer. Det vigtige er, at vi nemt kunne have opnået et lavere forbrug.  

Faktisk hjælper bilen dig med at køre så langt på strømmen, som muligt. Dette sker ved hjælp af gadgets, som det online navigationsanlæg, som tager højde for de ladestandere, du skal besøge undervejs, hvis du skal på langtur (og hvor lang tid, du skal holde parkeret ved dem), ligesom den aktivt rådgiver dig med sparetips, mens du kører.

 

Og nu vi er ved ladestanderne, så er rækkevidden én ting – opladningstiden en anden. Hvor benzin eller diesel pumpes nogenlunde ensartet ud gennem pistolen og ned i tanken, er der stor forskel på, hvordan du fylder strøm på din elbil. Opladningstiden afhænger nemlig både af, hvor kraftig ladestationen kan sende strøm afsted – og hvor hurtigt, batteriet kan optage det.

 

EQC er udstyret med en 110 kW-lader, hvilket betyder, at du kan lade batteriet fra 10 til 80 procent på omkring 40 minutter fra en af de 350-kW-lynladere, som er ved at blive sat op i hele Europa af IONITY – et samarbejde mellem Mercedes-Benz og andre bilproducenter som Ford, Volkswagen og BMW. Du kan også benytte nogle af de hurtigladere, som der efterhånden findes masser af i hele Danmark, eller du kan takket være den indbyggede omformer også anvende vekselstrøm fra en væglader hjemme i garagen og fylde strøm på i løbet af natten. Der findes allerede et hav af udbydere, men Mercedes-Benz har med en integreret løsning gjort det nemt og samlet de fleste af dem, så du kan betale med Mercedes me app’en.

 

Efter at have prøvet en af de norske IONITY ladere fortsatte vi køreturen i den ny EQC – nu med et fuldt opladet batteri. Og med 408 hestekræfter er der i øvrigt tale om en ret hurtig bil. De første 100 kilometer i timen overstås på 5,1 sekunder, og i mellemaccelerationerne eller ved igangsætning er det ikke forkert at kalde den for en sportsvogn.

Entusiasterne vil mærke, at EQC, særligt grundet batterierne, har en højere vægt end en tilsvarende GLC. Men de vil også mærke en enormt komfortabel bil, som effektivt sluger vejens ujævnheder, som du vil forvente af en Mercedes. At du har to lydløse elmotorer – én til forhjulene og én til baghjulene – i stedet for en traditionel benzin- eller dieselmotor betyder også, at støj- og vibrationsniveauet er reduceret til et imponerende behageligt minimum.

 

Jo, det er på mange måder en imponerende oplevelse at køre den ny EQC. Ikke kun fordi, det er lykkedes Daimler – opfinderen af verdens første bil – at designe og konstruere en bil, som med sin lokale nul-emission kan gøre op med et af trafikkens største miljømæssige udfordringer. Men også fordi, den er ubesværet at køre og anvende. Et af de største argumenter for at sætte sig bag rattet i en bil er, dengang som nu, trangen til at opleve følelsen af frihed. Og dén følelse går EQC ikke på kompromis med. Tværtimod. Den er et rullende eksempel på en fremtid med flere muligheder end nogensinde.