1. Garantigiver

Garantigiver er den nationale Mercedes-Benz forhandlerorganisation, som har solgt køretøjet. Kontaktoplysninger fremgår af service- og garantihæftet.


2. Ydelsens omfang i henhold til Mercedes-Benz battericertifikat

2.1 I henhold til nedenstående betingelser garanterer garantigiver over for køberen (herefter benævnt “garantiindehaver”) af et Mercedes-Benz/Mercedes-Maybach/Mercedes-AMG elektrisk køretøj (herefter benævnt “køretøjet”), at højvoltsbatteriets maksimale batterikapacitet ikke vil være mindre end 70 % af den nominelle kapacitet (energiindhold) på tidspunktet for levering af det nye køretøj, samt at højvoltsbatteriet ikke vil udvise øvrige væsentlige mangler. Den nominelle kapacitet ved levering registreres under produktionen og dokumenteres af producenten. Oplysninger om den nominelle kapacitet kan indhentes hos enhver autoriseret Mercedes-Benz servicepartner efter køretøjets første levering.

2.2 Overholdelse af de krav og forpligtelser, der påhviler garantiindehaveren i henhold til disse betingelser, er en forudsætning for at kunne gøre krav gældende under Mercedes-Benz battericertifikatet. Det er endvidere en forudsætning, at alle vedligeholdelses-, opladnings- og opbevaringskrav for højvoltsbatteriet, som fremgår af instruktionsbogen, overholdes, samt at al service og vedligeholdelse af køretøjet udføres i overensstemmelse med producentens forskrifter, og at der ikke er foretaget chip-tuning eller lignende ændringer. Kravets omfang er begrænset til køretøjets dagsværdi på tidspunktet for skadens indtræden.

2.3 Ved et berettiget garantikrav har garantiindehaveren ret til uden beregning at få højvoltsbatteriet repareret eller udskiftet. Udskiftning er begrænset til genetablering af en stand svarende til normal slitage under hensyntagen til alder, kilometertal og køretøjets generelle stand på tidspunktet for garantikravet. Mercedes-Benz battericertifikatet giver ikke ret til yderligere ydelser/fordele.


3. Gyldighedsperiode og dækningsbetingelser

3.1 Ud over det lovbestemte ansvar for mangler og Mercedes-Benz nybilsgaranti gælder Mercedes-Benz battericertifikatet i en samlet periode på otte år fra leveringsdatoen eller datoen for første indregistrering (den tidligste dato er gældende) eller indtil en maksimal kørsel på 160.000 km – alt efter, hvad der indtræffer først. For køretøjer med funktionen “Tovejs-opladning (V2G/H/L)”: Brug af denne funktion medfører, at den tilhørende afladningsenergi omregnes til et virtuelt kilometertal, som lægges til det faktisk kørte kilometertal. Den maksimale kilometergaranti i henhold til battericertifikatet udgør summen af virtuelt og faktisk kilometertal. Det virtuelle kilometertal kan vises i køretøjets multimediesystem (se instruktionsbogen).

3.2 Garantikrav skal være modtaget af garantigiver eller en autoriseret Mercedes-Benz servicepartner senest seks måneder efter anmeldelse af manglen og under alle omstændigheder senest én måned efter garantiperiodens udløb.

3.3 Mercedes-Benz battericertifikatet gælder udelukkende for køretøjer, der er leveret eller først indregistreret i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EU-medlemsstater samt Norge, Island, Storbritannien og Liechtenstein) samt Schweiz.

3.4 Certifikatet er gyldigt i følgende lande: Andorra, Belgien, Bulgarien, Danmark, Tyskland, Estland, Finland, Frankrig, Gibraltar, Grækenland, Storbritannien, Irland, Island, Italien, Kroatien, Letland, Liechtenstein, Litauen, Luxembourg, Malta, Monaco, Nederlandene, Norge, Østrig, Polen, Portugal, Rumænien, San Marino, Sverige, Schweiz, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Tjekkiet, Ungarn, Vatikanstaten og Cypern (EU-område).


4. Fremsættelse af garantikrav

4.1
Behandling af krav i henhold til Mercedes-Benz battericertifikatet skal udelukkende udføres af autoriserede Mercedes-Benz servicepartnere. Garantigiver kan efter eget valg reparere eller udskifte den defekte del. Et defekt højvoltsbatteri kan erstattes med et fabriksrenoveret højvoltsbatteri. Udskiftede dele forbliver garantigivers ejendom.

4.2 Den seneste servicehistorik lægges til grund for vurderingen af garantikrav. For køretøjer med digital servicebog dokumenterer den aktuelle digitale servicehistorik, at service og vedligeholdelse er udført. Der udleveres en udskrift heraf. For køretøjer uden digital servicebog dokumenteres service i servicehæftet.

4.3 Garantiindehaveren kan gøre krav gældende vedrørende dele, der er monteret eller repareret som led i garantireparationen, indtil udløbet af den gældende battericertifikatperiode.


5. Undtagelser fra garantidækning

5.1 Overtrædelse af bestemmelserne i dette battericertifikat udelukker kun et krav, hvis overtrædelsen er årsag til skaden. Medvirkende årsag er tilstrækkelig. Det formodes, at der foreligger årsagssammenhæng. Garantiindehaveren kan føre bevis for manglende årsagssammenhæng.

5.2 Dele, der udskiftes som led i almindelig vedligeholdelse, er ikke omfattet. Garantien bortfalder, hvis højvoltsbatteriet svigter som følge af:

  • Manglende anmeldelse eller udbedring af kendt fejl.
  • Forkert brug, beskadigelse eller overbelastning (fx motorsport, tuning, overlast eller forkert anvendelse af højvoltsbatteriet).
  • Montering af ikke-godkendte dele eller uautoriserede ombygninger.
  • Manglende overholdelse af instruktionsbogens anvisninger, herunder brug af uegnede driftsmidler eller manglende overholdelse af opladnings- og opbevaringskrav.
  • Reparation foretaget forkert eller på et ikke-autoriseret værksted.


6. Garantiindehaverens forpligtelser

6.1 Garantiindehaveren afholder alle driftsomkostninger ved højvoltsbatteriet, herunder strømforbrug og forsikring.

6.2 Højvoltsbatteriet skal anvendes og vedligeholdes i overensstemmelse med producentens anvisninger. Det påhviler i særdeleshed garantiindehaveren at sikre følgende:

  • For køretøjer uden “Tovejs-opladning (V2G/H/L)” må batteriet udelukkende anvendes som energilager til køretøjets drift.
  • Et køretøj med højvoltsbatteri skal altid opbevares i overensstemmelse med anvisningerne om batteripleje i køretøjets instruktionsbog, forudsat at højvoltsbatteriet ikke er tilsluttet en strømkilde.
  • Højvoltsbatteriet skal oplades korrekt, dvs. at der udelukkende må anvendes det ladekabel, som er godkendt/anbefalet til det pågældende køretøj.
  • Højvoltsbatteriet skal senest oplades inden for 14 dage efter, at batteriets ladetilstand har nået 0 % (i henhold til visningen af ladetilstand i køretøjet).

6.3 Højvoltsbatteriet må udelukkende anvendes i overensstemmelse med det aftalte formål i kontrakten og skal håndteres med fornøden omhu samt beskyttes mod beskadigelse. Garantiindehaveren må ikke foretage ændringer (f.eks. tuning) eller uautoriserede reparationer på højvolts-køretøjets elektriske system og dets komponenter (elmotor, effektelektronik, ladeenhed, varme- og klimaanlæg, ledningsnet eller selve højvoltsbatteriet). Køberen må kun tilslutte yderligere forbrugere i overensstemmelse med anvisningerne i køretøjets instruktionsbog. Garantiindehaveren skal sikre, at højvoltsbatteriet alene anvendes i en stand, der er trafiksikker og driftsmæssigt forsvarlig.

6.4 Garantiindehaveren er forpligtet til at sørge for, at vedligeholdelse af køretøjet med højvoltsbatteri, herunder serviceeftersyn og supplerende arbejder, udføres rettidigt og i overensstemmelse med Mercedes-Benz AG’s forskrifter, således at alle nødvendige vedligeholdelses- og slitagebetingede reparationer på højvoltsbatteriet kan gennemføres korrekt. Tidspunktet for forestående vedligeholdelse vises for føreren i serviceindikatoren i køretøjets instrumentdisplay.


7. Generelle bestemmelser

7.1 Ud over dette battericertifikat har køberen de rettigheder, der følger af købeloven, købsaftalen og gældende almindelige betingelser. Disse rettigheder begrænses ikke af battericertifikatet. Garantiydelser i henhold til battericertifikatet er uden beregning.

7.2 Certifikatet påvirker ikke køberens lovbestemte rettigheder, herunder krav i henhold til mangelsansvar og produktansvarsloven. Battericertifikatet giver ikke ret til ophævelse, forholdsmæssigt afslag eller erstatning som følge af misligholdelse af købsaftalen.

© Mercedes-Benz AG: Genoptryk, oversættelse og mangfoldiggørelse, også i uddrag, er ikke tilladt uden skriftlig tilladelse fra Mercedes-Benz AG.